Sørgeligt’ var det ord hun brugte

Sørgeligt beskrev hun sine første 90 minutters Yin Yoga med. “Av, hvordan løfter du lige den, Kristine” nåede jeg at tænke, inden hendes ord ramte mit hjerte og jeg svarede genkendende med en klump i halsen, at ja det er lige præcis sådan øvelse efter øvelse kan opleves nogen gange.

 

Sørgeligt fordi vi i øvelserne blir konfronteret med livet. Vores eget liv.

 

Det vi har negligeret, det vi har lagt låg på, det vi har ladet os udmatte af, det vi har presset os til, det vi har ydet, det vi slår os selv i hovedet med, det vi tror vi har hørt, det vi har set, det vi har slået, det vi har misligholdt, det vi har råbt, det vi ik’ har fået sagt, det vi bebrejder os selv for, det vi bærer nag over, det vi er kede af, det vi er vrede på, det vi er bange for.

 

Jeg fortalte hende ordet sørgeligt gav genklang hos mig og hvordan jeg især i starten fandt oplevelserne ja sørgelige til at ændre sig til håb, lys og mod til at fortsætte – holde ud.

 

Jeg fortalte hende også at jeg stadig 12 år efter, kan tag mig selv i at opleve dage, hvor min tid på måtten gør så forbandet ondt at jeg har mest lyst til at springe op og løbe min vej.